Moder jord

Jordemoder Ann-Emilie Augustinus

Åben hos

Fra 1. dec. vil der være åben i klinikken for alle gravide to torsdage om måneden fra kl. 10.00-12.00 

Jeg vil fortælle om den gode barselsforberedelse og give dig indsigt i vigtigheden af de første 40 dage efter fødslen. 

Jeg vil anbefale dig, at du deltager 2 gange for at få det hele med. Det betyder ikke noget om du tager den ene eller anden gang først, men tag MEGET gerne din mor eller søster eller kære veninde med. Barslen handler nemlig også rigtig meget om de pårørende og det er faktisk dem, vi skal have på banen. 

Det er ikke nødvendigt at melde sin ankomst – du møder bare op. Det koster kun 100kr pr. gravide mave at deltage i 2 timer og de betales på mobile pay ved ankomst. (Pårørende er gratis!)

Datoer 2020

  • Del 1 d. 3. dec.
  • Del 2 d. 17. dec.

Datoer 2021

  • Del 1 d. 7 jan.
  • Del 2 d. 21 jan.
  • Del 1 d. 4 feb.
  • Del 2 d. 18 feb.
  • Del 1 d. 4 marts
  • Del 2 d. 18 marts.
  • Del 1 d. 1 april
  • Del 2 d. 15. april

Velkommen til "Mothering the mother"

Næring

Langt de fleste ved at det er vigtigt at forberede sig på en eller anden måde til fødslen. Men desværre har vi glemt at barslen er mindst lige så vigtig at forberede sig på. 

I gamle dage var barslen meget anderledes end den er i dag. Nabokonerne og mødre og bedstemødre kom med barselspotter med næring i og man var ikke alene på samme måde som man er i dag. 

På de to forberedelsesdage vil jeg komme omkring den nemmeste og BEDSTE næring for en barselsmor og hvordan du begynder at forberede dig allerede nu i graviditeten. Det kræver GOD næring at lave mælk til baby.

It takes a village

Måske har du allerede hørt den sætning før og der er altså noget om det! En barslende mor har som regel hjælp de første 14 dage af far, men hvad så når han tager på arbejde igen? Næsten fra tidernes morgen har man været klar over at den spæde barselstid ikke varer 14 dage men 40 DAGE!

Så efter de første 14 dage kan barslen for de fleste være overraskende ensom. Men det behøver den ikke være. Jeg vil lære dig hvordan du økonomiserer med dine barselsbesøg, så du ikke behøver at bevæge dig ret meget ud af amme-hulen. Du får et værktøj med som de fleste venner og familie vil blive rigtig glade for at modtage. For hvem ville ikke gerne have æren af at hjælpe en nybagt mor?

Vær god ved dig selv

En barslende mor skal huske sin egen-omsorg, men hvordan når man lige det med minus søvn og et barn der kræver først alle døgnets 24 timer?

Det er muligt fx. at få flere forskellige velvære behandlinger i eget hjem, men det er også muligt at indrette sig og lave aftaler med partneren, venner og familie, så du også har et dejligt og rent hjem og tid til DIG, et bad og måske endda søvn.

Og så er det her at vi taler om at kyle den perfekte mor i skraldespanden og finde den intuitive, kærlige mor frem, som godt må lave fejl og lære hver dag.  Jeg vil lære dig at lytte til din intuition og stole på, at du ved, hvad der er bedst. 

Bliv hjemme i roen

Jeg vil fortælle dig om, hvorfor du ikke er doven, men faktisk en knald god mor, når du bliver hjemme i sofaen og ikke tager afsted til mødregrupper, babysvømning eller baby-bio. 

Fordelene for dig og baby og hvornår baby reelt er klar til at møde resten af verden. 

Vi vil bl.a. komme ind på at lære at tale barnets mange sprog og vi vil komme omkring HVOR længe din egen healing faktisk tager efter 9 mdrs graviditet og en fødsel. 

Alt i alt vil du efter 4 timers undervisning og fri spørge-leg være klædt på til at gå din barsel i møde med ro i hjertet og en retning at gå. 

Historisk tradition

Mange kulturer rundt om i verden har haft eller har stadig tradition for at hellige den første barselstid for mor og barn. Vi har også herhjemme haft traditioner, som vi desværre har glemt. I stedet for at komme med bamser og nuttet tøj til baby, så kom nabokonerne før i tiden med barselspotter med mad til mor og resten familien. 

Det var nok mest af nød, da mor nu ikke kunne stå i køkkenet og sørge for næring til resten af familien, men det gjorde at den nybagte mor fik god, solid, varm næring, så hun kunne komme til kræfter efter endnu en barnefødsel. 

Skikken er dokumenteret helt tilbage til 1500-tallet (men har nok altid eksisteret) og barselpotterne indeholdt gerne sødsuppe med svesker, grød eller kyllingesuppe og der hørte gerne søsterkage eller brød til. Egentlig er det ikke selve keramikpotten, men det mad der er i, som er selve barselspotten. Keramikpotten tog nabokonen med sig igen med det samme, når maden var givet den nybagte mor. 

Der var dengang tradition for at den nybagte mor lå i barselseng i ca. 40 dage, men det afhang selvfølgelig af stand og muligheder, men det var kendt som en hviletid for moderen, hvor hun skulle næres af andre kvinder. Det ved vi bl.a. Fra Ludvig Holbergs komedie “Barselsstuen” fra 1723.  

Dengang var barselsstuebesøg KUN for kvinder! Mændene gjorde sig klogt i at holde sig langt væk. 

De kvinder der kom med mad kaldtes “hjælpekoner” og var ofte dem der havde hjulpet jordemoderen under selve fødslen. Se selv dengang fandtes doulaen. 

Når de 40 dage var gået, blev der holdt barselsgilde, hvor der blev drukket øl og brændevin. Der blev brygget en øl der kaldtes barns-øl. Det blev i folkemunde sammentrukket til barsøl og igen til det vi kender i dag som barsel.  

Men i takt med at velfærdssystemet blev indført, så var der ikke længere samme behov for nabokonernes hjælp og alt omsorg og nærhed omkring traditionen gik tabt. I dag føler mange sig til besvær hvis de beder familie og venner om at lave mad til dem og medbringe det til barselsbesøget. Kan man virkelig tillade sig det?

I dag er der alt for lidt fokus på at helligholde barselstiden til mor og barn. Det naturlige i at mor faktisk burde være sengeliggende sammen med baby, er nærmest utænkeligt for de fleste. Mange har dog i Corona-tiden oplevet hvad den øgede ro og “mangel” på barselsbesøg har gjort – børn trives bedre, de tager mere på og amningen kører bedre. Tankevækkende….

Men der ses stadig glemslen af den gamle visdom, kvinder der dagen efter fødslen livestreamer på instagram og andre kvinder der er frustrerede over at coronatiden ikke har givet mulighed for mødregrupper, cafébesøg, babysalmesang, babyrytmik, tumle-legestue og babysvømning. Hvis man spurgte babyerne, er de nok meget glade for den øgede ro.

Når en kvinde har født, så har vores samfund tendens til at fokusere udelukkende på det lille vidunder og glemme kvinden. Det der fulgte med den gamle tradition med barselspotten var, at fokus her var på kvinden og det hun havde brug for.

Her vidste man at det var kvinden der skulle næres, for at barnet og også resten af familien kunne klare sig, ikke bare nu, men på lang sigt.  

Kontakt

Moder Jord

Ann-Emilie Augustinus
Ryttergrøftvejen 48 (Det Lille Hvide Hus)
7000 Fredericia

Email: info@moderjord.eu
Telefon: +45 71 11 28 89

 

Skriv til mig

© Moder Jord 2020